Creare er lig med at skabe.
At være kreativ er derfor det samme som at være et skabende menneske.
Kreativ er man, når det man producerer, tager udgangspunkt i egne ideer, værdier og holdninger.
Selv at få ideer og omsætte dem i handlinger og produkter er det, der med et moderne ord hedder innovativ
Reproduktion er derimod gentagelser af andres produkter og ideer.
I en stadig mere flygtig verden er det vigtigt at mærke efter, hvem man selv er,
hvad man finder vigtigt at beskæftige sig med og udtrykke sig i.
Jeg håber i al beskedenhed, at mine malerier og smykker kan bidrage til,
at de, som ser dem og bærer dem, får øjnene op for naturens skønhed og ufattelige rigdomme.
Jeg færdes dagligt ved havet, ser lysets evige skiften, mærker den friske vind
og hører havets brusen og fuglenes skrig.
Om sommeren bader jeg hver dag - en gratis eufori, som vækker alle sanser.
Alle disse indtryk prøver jeg at omsætte i malerier.
Fra havet kommer også flere af de materialer, som jeg bruger til smykkerne.
Rav, som er et vidunderligt smykkemateriale, koraller fra fjerne strande og muslingeskaller.
|